Musikordbogen

Den Danske Netordbog

Idiomordbogen

Regnskabsordbøgerne

Om Musikordbogen

Tips til søgning

Brugervejledning

Systematisk del

Kontakt os

Copyright © 2006
Inger Bergenholtz

§ 6: Akkorder

Akkorder har den vestlige musikkultur ikke altid kendt til. Musikken i det antikke Grækenland var enstemmig og formentlig rent deklamatorisk anlagt. Den tidlige gregorianske sang var ligeledes enstemmig. Da flerstemmigheden begyndte at dukke op i det 9. årh. var der dels tale om parallelsang dvs. fordobling af en enkelt melodi, dels fandtes der heterofoni dvs. mangestemmighed, hvor det bærende stadig var én melodi, som blev udsmykket, og hvor den enkelte stemme ikke bekymrede sig meget om, hvordan de andre opførte sig.

Først efter ca. år 1400 begynder man at kunne spore en fornemmelse for at høre musikken vertikalt dvs. lodret samklingende. Og fornemmelsen for samklang i betydningen harmoni eller velklang bliver først fremherskende efter midten af det 15. årh. Heri ligger forudsætningen for generalbassens opfattelse af akkorder som intervalstablinger over en bastone, udtrykt i tal, hvor fx tallet ⁶₄ angiver det, vi ville kalde en kvartsekstakkord. Denne opfattelse ligger på sin vis nærmere nutidens becifringssystem end klassikkens harmoniske system, der hviler på visse akkorders hovedfunktioner i tonearten. I det 18. årh. blev grundprincipperne for den såkaldte klassiske harmonilære skitseret. De hviler på princippet om, at en akkord først og fremmest skal sættes i relation til en grundtone, som ikke altid er identisk med bastonen, og derefter sættes ind i en sammenhæng, idet visse akkordtoner skal videreføres efter bestemte regler.

Denne paragraf behandler tre-, fir- og femklange og deres almindelige former, hvorimod kvartklange og andre akkorddannelser, som falder uden for det tonale system, ikke vil blive medtaget. Akkorderne vil blive betragtet som isolerede fænomener; harmonilæren og dens stemmeføringsregler vil kun blive nævnt i enkelte tilfælde.

Når man taler om tre-, fir- og femklange, mener man ikke blot akkorder, som består af tre, fire eller fem forskellige toner. En treklang har i sin grundform og i tættest mulige beliggenhed et bestemt udseende, som kan sættes på en kort formel i forhold til nodesystemets fem linjer: Enten er det en stabel toner på tre streger, som ligger lige over hinanden, eller tonerne ligger i tre mellemrum lige over hinanden. For fuldstændighedens skyld skal det fremhæves, at alle de viste eksempler vil dreje sig om treklangens grundform i tættest mulig beliggenhed og i kvintstilling. En akkord kan spredes ud over et større toneområde, men hvis grundtonen ligger i bassen, er der altid tale om en grundakkord. Eksemplerne er altså rene abstraktioner, som reducerer materialet til det, der er nødvendigt for en harmonisk analyse.

Følgende figur viser et par eksempler på, hvorledes en sådan grundtreklang kan se ud.

I § 1 og § 2 bliver det forklaret, at nodelinjerne i sig selv ikke angiver absolutte tonehøjder hhv. toneafstande; der skal nøgler til for at fiksere dem. Og desuden er afstandene mellem stamtonerne ikke ens overalt, dvs. at der ikke nødvendigvis er den samme toneafstand fra en skalas 1. til dens 3. trin som fra dens 3. til dens 5. trin. Dertil kommer, at enhver tone kan altereres vha. faste eller løse fortegn. Det er derfor nødvendigt at være fortrolig med nodesystemet og fortegnene, før man kan forstå hele treklangssystemet.

§ 6.1 Treklangens grundform

På hver af stamtonerne i det diatoniske system kan der bygges en grundtreklang op. Hvis man kun anvender stamtoner, fremkommer en såkaldt diatonisk akkordrække:

Pga. forskellene i den diatoniske tonerække vil disse treklange klinge forskelligt; det eneste de alle har tilfælles er, at de er bygget op af to tertser, og at de to tertser udfylder et omfang af en kvint. Treklangens nederste tone er grundtonen, den midterste kaldes tertsen, den øverste kvinten.

Pga. den herskende ligesvævende temperatur og den deraf følgende enharmonik mellem visse altererede toner kan en akkord godt klinge som en treklang uden at være det. Det vil sige, at en akkordanalyse er afhængig af notationen, som det kan ses i følgende eksempler:

Hvis en treklang består af en stor terts + en lille terts, er det en durtreklang:

Prøver man at lægge durtreklange på hver tone i en C-dur-skala, kræver det følgende fortegn:

Af dette kan man se, at kun treklangene på c, f og g bliver til durtreklange uden alterationer. Det er én af årsagerne til, at disse tre trin har fået tildelt hovedfunktionerne i den dur-mol-tonale harmonik. Disse funktioner kaldes tonika (1. trin), subdominant (4. trin) og dominant (5. trin). Hvis man ser nøjere efter, kan man desuden se, at der ikke er nogen skalatoner, der ikke er repræsenteret ét eller flere steder i disse tre akkorder.

Figuren angiver med forkortelserne T(onika), S(ubdominant) og D(ominant), i hvilke akkorder de pågældende toner forekommer

Hvis en treklang består af en lille terts + en stor terts, er det en moltreklang:

De diatoniske treklange på durskalaens 2., 3. og 6. trin er moltreklange:

Alle moltreklange har den store terts tilfælles med treklangen fra deres durparallel; dette forklarer, hvorfor de kan optræde som stedfortrædere for disse.

Treklangen på durskalaens 7. trin er sammensat af to små tertser. En sådan treklang kaldes en formindsket treklang og angives med 5b eller et °. I becifringssystemet forekommer også forkortelsen dim. Den traditionelle harmonilære betragter ikke denne treklang som fuldstændig, men tillægger den en grundtone på skalaens 5. trin. Se i øvrigt om formindsket treklang under Altererede treklange.

Før den videre behandling af treklangens alterationer noteres og bestemmes i de følgende tre figurer de skalaegne treklange i en ren mol, i en anden durskala end C-dur samt i dur i en anden nøgle end g- eller f-nøgle. For overblikkets skyld noteres fortegnene umiddelbart foran treklangstonerne.

§ 6.2 Altererede treklange

Eftersom alle intervaller kan forstørres eller formindskes vha. fortegn, kan alle treklange optræde i forskellige tertsformationer. Som det ses i de sidste tre nodeeksempler i § 6.1, er den formindskede treklang, som består af to små tertser, skalaegen på 2. trin i ren mol og på 7. trin i dur. Harmonilæren betragter imidlertid denne treklang som ufuldstændig klang, idet den forudsætter en grundtone, som ikke er til stede. På grund af disse særlige omstændigheder hører den formindskede treklang til under de altererede treklange.

Den formindskede treklang kan frembringes på ethvert trin i den kromatiske skala som vist i følgende figur:

En treklang kan også bestå af to store tertser. Det kaldes en forstørret treklang og angives med 5# eller et ⁺. Den forstørrede treklang er skalaegen på 3. trin i harmonisk og melodisk mol, idet dens øverste tone er det forhøjede 7. trin:

Den øverste tone i den formindskede treklang virker som nedadgående ledetone. I ovenstående figur, hvor alterationen følger af anbringelsen af det opadstræbende 7. trin, viser, at den forstørrede treklang udspringer af/bevirker en opadsøgende ledetonespænding. Sådanne spændinger kan man udmærket forestille sig på alle kromatiske trin som vist i følgende figur:

§ 6.3 Treklangens omvendinger

Indtil nu har alle eksemplerne drejet sig om grundakkorden som en abstrakt størrelse. I praksis kan de tre toner i en treklang fordele sig på alle mulige måder, og er der flere stemmer, kan de fordoble treklangens enkelte toner i forskellige lejer. Disse forskelle udgør forskelle i treklangens stilling og beliggenhed og er ikke emne for denne fremstilling.

Hvis en treklang derimod ikke har grundtonen i bassen, er det ikke længere en grundakkord, men en omvending. Akkorden består principielt af tre toner; følgelig er der to muligheder for en anden bastone end grundtonen. Hvis akkordens terts ligger i bassen, taler man om første omvending af akkorden, hvis kvinten danner bastone, taler man om anden omvending. For en ordens skyld skal det nævnes, at der findes harmonilæresystemer, der betegner akkordens grundform som første omvending; men denne paragraf omhandler kun en grundform og to omvendinger.

Første omvending af treklangen kaldes også sekstakkord, fordi afstanden mellem øverste og nederste tone i alle tilfælde udgør en sekst. Følgende figur viser første omvending af alle durtreklangene på stamtonerne fra c-h:

Det skal nævnes hèr, at omfanget af en akkord med tilføjet sekst naturligvis er det samme som sekstakkordens, men der ligger en væsensforskel deri, at klangen med den tilføjede sekst ikke er en omvendingsakkord. Treklange med tilføjet sekst, som også kaldes sixte ajouté eller neapolitansk sekstakkord, noteres med et højtstillet 6, fx A6 A-dur med tilføjet sekst:

Anden omvending af treklangen kaldes også kvartsekstakkord, fordi den består af intervallerne kvart og sekst. Afstanden mellem øverste og nederste tone udgør igen en sekst. Følgende figur viser eksempler på sekstakkord og kvartsekstakkord med samme sekstomfang ved siden af hinanden, så man kan se forskellen:

Følgende figur viser treklangene pŒ stamtonerne i deres anden omvending:

§ 6.4 Firklangens grundform

Også firklangen består i sin grundform og i tættest mulig beliggenhed af en tertsstabling, der principielt kun har to notationsformer:

Firklangen kaldes også septimakkord, da de tre tertser altid udfylder et omfang på en septim. Man kan sige, at septimakkorden er en treklang med tilføjet septim. Septimakkorderne har derfor navn efter den treklang, der ligger nederst, hvortil der føjes et syvtal. Ved brug af de diatoniske tonetrin i C-dur fremkommer følgende septimakkorder:

Septimakkorden på 7. trin betragtes ligesom treklangen som en ufuldstændig akkord med et underforstået 5. trin som grundtone. En septimakkord behøver ikke at indeholde alle fire toner i praksis. Septimen kan naturligvis ikke undværes, men derudover er tertsen den væsentligste, idet den viser, om det drejer sig om dur eller mol.

Den vigtigste septimakkord er den på 5. trin, som også kaldes dominantseptimakkord eller D7. Betegnelsen går på akkordens funktion i det harmoniske system og skal ikke forveksles med becifringssystemets navn for D-durs septimakkord. Dominantseptimakkorden spiller en vigtig rolle i harmonisering, for ikke alene indeholder den skalaens 7. trin som opadgående ledetone til tonika, men desuden behandles septimen som nedadgående ledetone til tonikas terts uanset, om der er tale om dur eller mol. Akkordens videreførelse til tonikatreklangen føles derfor som en naturlig udløsning af en spænding. Man siger, den opløses til tonika.

§ 6.5 Altererede firklange

Principielt kan firklangen altereres på mange måder, men de er ikke alle lige almindelige. Især i jazzmusik er brugen af stor septim i firklange på alle skalaens trin særdeles udbredt. Den store septim forekommer kun regulært på nogle få trin i dur og mol, og derfor kræves den specielt angivet. Angivelsen sker i becifringssystemet med 7⁺, med maj⁷ eller blot med maj, hvor maj står for major stor(t interval). Herunder anføres maj⁷-akkorderne på alle trin i C-dur:

Becifringssytemet giver ligeledes mulighed for at angive, at kvinten skal altereres ved fx at tilføje # eller + for forhøjelse og b eller - for sænkning. Et par eksempler:

§ 6.6 Firklangens omvendinger

Principperne for omvending af firklangen følger ganske samme mønster som treklangens omvendinger; men firklangen har selvfølgelig én omvending mere, inden den finder tilbage til sin grundform. Første omvending har tertsen i bassen og kaldes kvintsekstakkord pga. det karakteristiske sekundsammenstød mellem de to øverste toner. Også de øvrige omvendinger benævnes efter dette sekundsammenstød. Anden omvending har kvinten i bassen og kaldes tertskvartakkord, mens tredje omvending har septimen i bassen og kaldes sekundakkord. Figuren viser G-durs septimakkord hhv. D-durs septimakkord som grundakkord og i omvendinger:

§ 6.7 Femklangens grundform

Føjer man en terts til septimakkorden, får man en femklang, som udfylder et samlet omfang af en none, dvs. en tone over oktaven. Derfor kaldes femklangene også for noneakkorder. Inden for becifringssystemet er nonen altid stor; hvis en akkord ønskes udført med lille none, skal der tilføjes et - eller et b.

I princippet kan man bygge femklange op på alle skalatrin. I G-dur ser det fx således ud:

§ 6.8 Altererede femklange

Heller ikke alterationerne af femklangene er alle lige almindelige. Sænkningen af nonen er mest brugt og forekommer især på dominanten, idet den derved får nedadgående ledetonevirkning til tonikas kvint. Eksemplificeret i C-dur vil det sige, at nonen over dominantakkorden G-dur normalt ville være tonen a. Hvis nonen sænkes til as, leder den nedad til g, som er kvint i grundtonearten. Følgende figur viser, hvorledes noneakkorden med sænket none på dominanten i C-dur hhv. d-mol naturligt ledes videre til tonika.

Hvis grundtonen udelades i dominantnoneakkorden med sænket none, fremkommer en formindsket septimakkord. Den består af tre små tertser og står på toneartens 7. trin. Denne form af femklangen har stærk spænding mod tonika, jvf. overstemmerne i første akkordskifte i ovenstående figur:

§ 6.9 Femklangens omvendinger

Princippet med at vende en akkord om består i oktavforlægning af den dybeste tone. Eftersom femklangen i sig selv spænder over mere end en oktav, fører omvendingerne til en ophobning af sekundskridt, hvis akkorden skal fremstilles skematisk og i tættest mulige beliggenhed. Men principielt kan alle tonerne i en femklang optræde som bastone. De enkelte omvendinger har ingen speciel benævnelse. Igen er den ufuldstændige akkord, den formindskede septimakkord, den mest brugte. Dens omvendinger kan benævnes ligesom septimakkordens omvendinger.